Den 13. maj og den 14. oktober 2023 markeres World Migratory Bird Day, to internationale dage dedikeret til trækfugle. Disse FN-anerkendte begivenheder sætter fokus på betydningen af vores fælles vandressourcer for trækfuglene. Hjejlen, der er gengivet på frimærket er en sjælden ynglefugl. Den finder sin yngleplads i Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) og er også en trækgæst i både Sydøstgrønland og Sydvestgrønland. Hjejlen ankommer til sine yngleområder i løbet af april og maj og kan normalt observeres på sin trækfærd indtil september.